Tidligere på ugen annoncerede Betty White, at hun skriver to erindringsbøger, hvoraf den anden vil fortælle om hendes forhold til ikke-menneskelige dyr. Jeg var begejstret for at høre det.
Jeg elskede White i The Mary Tyler Moore Show. Jeg elskede hende i Golden Girls. Og for nylig var jeg vild med hendes monolog i Saturday Night Live. (“I min tid havde vi ikke Facebook. Vi havde en telefonbog. Men man ville ikke spilde en eftermiddag på det.”)
Ko forsøger at bryde ud af slagtehus. Gudskelov for det næste, der sker 
Annonce
Selv om hun nærmer sig de 90, er Whites komiske timing ikke blevet dårligere. Hun har bevist, at gamle, sjove, skrivende damer er hotte. I min bog skulle man tro, at det var nok. Men White har sikret sig en plads i mit hjerte, som Tina Fey og Janeane Garofalo – selv om de er værter for SNL som 105-årige – aldrig vil få. Betty White er fortaler for dyrs rettigheder.
Hun har været involveret i Los Angeles SPCA siden 60’erne og hjælper med at indsamle penge til Wildlife Waystation. I marts gik White sammen med Morris Animal Foundation om at oprette Betty White Wildlife Rapid Response Fund , der er dedikeret til at tage sig af dyr i tilfælde af naturkatastrofer.
Den måske mest berømte af hendes dyrerelaterede bestræbelser er, at White sidder i bestyrelsen for L.A. County Zoo. Og det har jeg blandede følelser omkring. På trods af argumenterne om, at zoologiske haver gør børn mere interesserede i – og sympatiske over for – dyr, er jeg grundlæggende imod dem (zoologiske haver, ikke børn). Selv om der sker forbedringer i zoologiske haver rundt om i landet, er der stadig meget lang vej igen.
Så kan man være dyreforkæmper og samtidig pro-zoo? Der er lige så mange meninger og måder at støtte dyr på, som der er mennesker. Jeg mener, at alle os, der oprigtigt arbejder for dyrene, i det mindste må lytte til hinanden. I Whites tilfælde vil det være mig en fornøjelse.
