Der findes en hunderace, som er globalt anerkendt for sin manglende evne til at producere den velkendte hundelyd, som vi alle kender: gøen. Læs videre nedenfor for at finde ud af mere om denne unikke hunderace, der bogstaveligt talt ikke kan gø!
Hvad er den eneste hunderace, der ikke kan gø?
**Basenjien, der ofte omtales som den “barkløse hund”, er den eneste hunderace, der ikke kan gø i traditionel forstand.
Ko forsøger at bryde ud af slagtehus. Gudskelov for det næste, der sker
Annonce
Denne lille til mellemstore race kommunikerer gennem en række unikke lyde, der adskiller sig fra den konventionelle hundegøen. Mest bemærkelsesværdigt er, at de laver en karakteristisk jodle-lignende lyd, der kaldes barroo.
Denne mangel på typisk gøen betyder ikke, at Basenji er en tavs race; faktisk er det det modsatte. Når de er ophidsede, er disse hunde kendt for at producere høje lyde, som nogle gange kaldes “Basenji Singing”. Oprindeligt stammer de fra Centralafrika, hvor de blev brugt til jagt og blev værdsat for deres intelligens, smidighed og rolige opførsel.
På trods af deres manglende evne til at gø, er basenjier fremragende til at kommunikere og er et godt familiedyr for dem, der er villige til at engagere sig i deres unikke form for vokale udtryk.
Hvorfor gør basenjier ikke?
**Den nøjagtige årsag til, at basenjihunden ikke kan gø, er ikke helt klarlagt, men det er almindeligt accepteret, at anatomien i dens hals spiller en stor rolle.
Selvom en basenjis strube indeholder de samme grundlæggende elementer som alle andre hunde, er der en subtil forskel, der adskiller dem.
Hos basenjier er strubehovedets ventrikel mindre dyb, hvilket angiveligt forhindrer stemmelæberne i at vibrere tilstrækkeligt til at frembringe en traditionel gø-lyd.
Nogle mener, at racens manglende evne til at gø blev indarbejdet med vilje gennem selektiv avl i deres hjemland i Afrika. Men andre mener, at det er et naturligt udviklet træk, der har udviklet sig over tid. Uanset hvad kan denne manglende evne til at gø ved enhver mindre lyd have været medvirkende til deres overlevelse i deres semi-vilde liv. Det kan også have gjort dem til et værdifuldt aktiv for afrikanske jægere som lydløse og kloge jagthunde samt som pålidelige vagthunde i landsbyer.