I går modtog jeg to e-mails fra to forskellige dyrevelfærdsgrupper med modsatrettede synspunkter i debatten om registrering af dyremishandling. Den første kom fra Animal Legal Defense Fund (ALDF) og indeholdt et foto af Justin, en dobermann på 19 pund, der blev fundet udsultet og på dødens rand i et tvangsauktioneret hjem.
ALDF rapporterede to gode nyheder: For det første er Justin kommet sig og lever nu permanent og lykkeligt sammen med den betjent, der reddede ham. For det andet er Justins lov, den lovgivning, der er ansvarlig for at oprette et register over dyremishandlere, nu vedtaget.
Se, om du kan læse disse kattes ansigtsudtryk!
Og hvorfor er det vigtigt? En søgbar database over dømte dyremishandlere vil nu være tilgængelig for internater i Suffolk County, NY. Administratorerne kan nægte at adoptere dyr til personer, der tidligere er dømt for dyremishandling.
Den anden e-mail gjorde mig opmærksom på et blogindlæg skrevet af præsidenten for Humane Society of the U.S. (HSUS), Wayne Pacelle. Jeg er fan af HSUS. Selv om jeg ikke er enig i alle deres holdninger, tror jeg på deres mission. Jeg beundrer deres arbejde med at afsløre og eliminere hvalpefabrikker, og jeg respekterer den strategiske lobbyvirksomhed, de har udført i Washington, især på vegne af landbrugsdyr.
Pacelle forklarer den manglende støtte til lovforslaget
Derfor blev jeg særligt forvirret, da jeg læste Pacelles indlæg, hvor han forklarede sin manglende støtte til et register over dyremishandling. I stedet ønsker Pacelle at fokusere på rehabilitering af dem, der har lemlæstet og dræbt katte og hunde. Hans argumenter (i kursiv) er citater taget direkte fra tirsdagens indlæg:
“Når disse mennesker dømmes for grusomhed, bør de straffes. Men erfaringen har gjort det klart, at sådanne personer ville udgøre en mindre trussel mod dyr i fremtiden, hvis de fik omfattende mental rådgivning.”
En “mindre trussel” er et skridt i den rigtige retning. Men hvad med at udgøre ingen trussel mod dyr ved at forhindre lovovertrædere i nogensinde at få en igen? Hvis vi havde alle ressourcer i verden, ville rådgivning være en fantastisk vej at gå. Men min interesse er nu at beskytte de uskyldige, ikke at rehabilitere de skyldige.
*”At udskamme dem [lovovertræderne] med en offentlig internetprofil vil sandsynligvis ikke påvirke deres fremtidige adfærd – bortset fra måske at isolere dem yderligere fra samfundet og fremme øget mistillid til myndighedspersoner, der forsøger at hjælpe dem.”
I går modtog jeg to e-mails fra to forskellige dyrevelfærdsgrupper med modsatrettede synspunkter i debatten om registrering af dyremishandling. Den første kom fra Animal Legal Defense Fund (ALDF) og indeholdt et foto af Justin, en dobermann på 19 pund, der blev fundet udsultet og på dødens rand i et tvangsauktioneret hjem.
ALDF rapporterede to gode nyheder: For det første er Justin kommet sig og lever nu permanent og lykkeligt sammen med den betjent, der reddede ham. For det andet er Justins lov, den lovgivning, der er ansvarlig for at oprette et register over dyremishandlere, nu vedtaget.
Se, om du kan læse disse kattes ansigtsudtryk!
Og hvorfor er det vigtigt? En søgbar database over dømte dyremishandlere vil nu være tilgængelig for internater i Suffolk County, NY. Administratorerne kan nægte at adoptere dyr til personer, der tidligere er dømt for dyremishandling.
Den anden e-mail gjorde mig opmærksom på et blogindlæg skrevet af præsidenten for Humane Society of the U.S. (HSUS), Wayne Pacelle. Jeg er fan af HSUS. Selv om jeg ikke er enig i alle deres holdninger, tror jeg på deres mission. Jeg beundrer deres arbejde med at afsløre og eliminere hvalpefabrikker, og jeg respekterer den strategiske lobbyvirksomhed, de har udført i Washington, især på vegne af landbrugsdyr.
Pacelle forklarer den manglende støtte til lovforslaget
Derfor blev jeg særligt forvirret, da jeg læste Pacelles indlæg, hvor han forklarede sin manglende støtte til et register over dyremishandling. I stedet ønsker Pacelle at fokusere på rehabilitering af dem, der har lemlæstet og dræbt katte og hunde. Hans argumenter (i kursiv) er citater taget direkte fra tirsdagens indlæg:
“Når disse mennesker dømmes for grusomhed, bør de straffes. Men erfaringen har gjort det klart, at sådanne personer ville udgøre en mindre trussel mod dyr i fremtiden, hvis de fik omfattende mental rådgivning.”
En “mindre trussel” er et skridt i den rigtige retning. Men hvad med at udgøre ingen trussel mod dyr ved at forhindre lovovertrædere i nogensinde at få en igen? Hvis vi havde alle ressourcer i verden, ville rådgivning være en fantastisk vej at gå. Men min interesse er nu at beskytte de uskyldige, ikke at rehabilitere de skyldige.
*”At udskamme dem [lovovertræderne] med en offentlig internetprofil vil sandsynligvis ikke påvirke deres fremtidige adfærd – bortset fra måske at isolere dem yderligere fra samfundet og fremme øget mistillid til myndighedspersoner, der forsøger at hjælpe dem.”
Min interesse er ikke at hjælpe dømte sadister med at blive reintegreret i samfundet. Jeg prøver at beskytte dyr mod kendte mishandlere, og et register er et godt værktøj til at sikre den beskyttelse.
*”Og ville andre end dem, der er engageret i vores sag, alligevel tjekke sådan en hjemmeside?”
